Makrelfiskeri – sådan fanger du makreller

Makrelfiskeri er fantastisk. Ikke bare smager fisken skønt, den er også en fantastisk fighter, og er sjov at få på krogen. Se hvordan du kan fange makreller herunder.

Fiskeri efter makrel er en af de fiskeformer, du er nød til at prøve. Makrellen er en fantastisk fighter, og giver underholdning for alle pengene, når du får den på krogen.

Men hvordan er det lige at du fanger den? Herunder har vi samlet en række gode tips til makrelfiskeri fra kyst, mole og båd.

Hvad er en makrel?

Makrellen (Scomber scombrus) er en muskuløs og hurtigtsvømmende fisk, der er i familie med tun. Makrellen kaldes da også for mini-tun blandt lystfiskere. Arterne er fremragende spisefisk, og vi kender dem alle fra madpakken, da vi var børn.

Makrellen er en rovfisk, der spiser hvad den kan finde. Ofte jager den småfisk som tobis og brisling, men tager også gerne rejer. Det er en pelagisk stimefisk, og makreller jager i flok stimer af småfisk, som de jager sammen i klumper, som de kan angribe samlet.

Makrel kan kendes på sin karakteristiske grågrønne ryg med sorte tværstriber. Længden er typisk omkring 30-40 cm, men de er fanget i størrelser op til 50-60 cm.

Makrellen som spisefisk

Makrellen er en af de sundeste fisk, som du kan sætte tænderne i. Den fede fisk er en af de fisk, som indeholder flest omega-3 fedtsyrer, med omkring 5,90 gram pr. 100 gram rå fisk. Desuden indeholder makrel en række proteiner, vitaminer og mineraler.

Fødevarestyrelsen anbefaler at voksne skal spise 350 fisk om ugen, her af 200 gram fed fisk. Som eks. makrel.

Ryger eller salter du makrel, vil indholdet af omega-3 ikke mindskes synderligt. Ved stegning vil indholdet af omega-3 dog mindskes.

Næringsværdi i makrel:

Energigivende stoffer
Energi 1221 Kj
Protein 18,2 gram
Kulhydrat 0 gram
Fedt 24 gram*
Fedtsyrer
Mættede fedtsyrer 5,64 gram
Enkeltumættede fedtsyrer 9,66 gram
Flerumættede fedtsyrer 6,52 gram
N-3 fedtsyrer 5,90 gram
Cholesterol 80 mg
Vitaminer
A-vitamin 55 RE
B1-vitamin 0,14 mg
B2-vitamin 0,35 mg
B6-vitamin 0,61 mg
B12-vitamin 7,5 µg
C-vitamin 0 mg
D-vitamin 4,8 µg
E-vitamin 1,8 TE
Mineraler
Kalium 256 mg
Kalcium 15 mg
Magnesium 24 mg
Zink 0,10 mg
Jod 90 µg
Selen 36 µg

* fedtindhold varierer mellem 5,3 og 33 gram

Makrelsæson – hvornår kan jeg fange makreller?

Makrelsæsonen strækker sig over cirka 6 måneder, med start i forsommeren og helt ind i efteråret. Normalt ankommer de første makreller ved den jyske vestkyst i løbet af maj/juni måned. Herefter spreder de sig videre rundt om Jylland, og kan findes langs næsten alle danske havkyster.

Højsæsonen for makrelfiskeri er om sommeren, hvor du i specielt juli og august finder dem overalt. I denne periode kan du fange dem fra både kyst, moler og båd.

I yderkanterne af sæsonen kræver det ofte en lille båd eller jolle, så du kan sejle lidt ud på havet i jagten på fiskene. Makreller går dybere i denne periode.

Mindstemål for makrel

Vil du fiske makrel som lystfisker, er der ikke en begrænsning på antallet du må hjembringe. Arten er ikke truet, og meget udbredt. Mindstemålet for makrel er i Nordsøen 30 cm, øvrige steder 20 cm.

Vil du fiske efter makrel, kræver det almindeligt fisketegn.

Se i øvrigt gældende regler på fisketegn.dk.

Hvor kan jeg fange makrel?

Hvor du kan fange makreller, afhænger af sæsonen. I yderkanterne af sæsonen, kræver det oftest at du fisker fra båd, da makreller opholder sig længere ude til havs, hvor vandet er dybere. Makrelfiskeri fra båd giver også mulighed for at du nemt kan flytte dig efter makrelstimerne, og være mere opsøgende i dit fiskeri. Ved fiskeri fra land, er du mere afhængig af om fiskene er der eller ej.

Når vandtemperaturen stiger, kommer de længere ind til kysterne. Makrel foretrækker steder hvor der er lidt dybde. Havne, moler og høfder er derfor rigtigt gode steder at fiske makrel fra, da fiskene kommer helt ind her. Vanddybden her gør også, at du nærmest kan finde dem her, døgnet rundt.

Kystfiskeri efter makrel er mest forbeholdt højsæsonen, og gerne først eller sidst på dagen. Tidligt morgenfiskeri kan være din bedste chance, og gerne helt fra solopgang.

Disse steder plejer at være gode til fiskeri efter makrel fra land:

  • Bovbjerg
  • Esbjerg Havn
  • Frederikshavn
  • Fredericia
  • Grenå havn
  • Hanstholm havn
  • Helsingør
  • Hirtshals
  • Hvide Sande
  • Høfderne langs den jyske vestkyst
  • Kalundborg
  • Kolding havn
  • Korsør
  • Nordhavnen
  • Skagen ved Højen Fyrvej
  • Strandby Havn
  • Sæby havn
  • Vejle fjord i havnen
  • Århus havn

Men ellers prøv dig lidt frem. I højsæsonen findes de hele vejen rundt om Danmarks kyster.

Hvornår er det bedst at fiske efter makreller?

Makrellen er en fisk der jager med synet, og den foretrækker derfor klart vand. Du kan derfor med fordel fiske makreller når der er fralandsvind. Ved fralandsvind skubbes grums i vandet ud, og det gør vandet klarere tæt ved kysten. Kig derfor på vindforholdene, når du planlægger din næste makrelfisketur.

Makrellen er desuden en af de fisk, som er bedst at fange i godt vejr. Altså når der er højtryk, sol og varme. Så hvis du fisker på en solrig dag med fralandsvind, er dine chancer øget markant.

Makrelfiskeri er derfor i høj grad også noget du skal planlægge efter vejrudsigten.

Kan jeg se om der er makreller, hvor jeg fisker?

Fisker du ikke med ekkolod, er der nogle andre tegn, du kan være opmærksom på, hvis du vil se om der er makreller der hvor du fisker.

Du kan selvfølgelig tage chancen og prøve dig frem. Det er ikke altid at de er synlige. Men nogen gange vil du kunne se, om der er makreller i dit fiskevand. Fisker du fra havn, høfte og mole vil du måske kunne se fiskene i vandet. Ind i mellem vil du kunne se at de jager helt tæt på.

Står du ved kysten, kan det være svært at se dem. Hold derfor øje med mågerne i stedet. De kan hjælpe dig med at finde fiskene. Måger jager nemlig de samme småfisk som makreller gør, og hvis du ser mange aktivt fiskene måger, er der en god chance for at de har fundet en stime småfisk. Der er derfor en god chance for, at makreller også har fundet stimen, og jager denne nede under vandet.

Ind i mellem kan du se at vandet “koger” helt. Masser af uro i overfladen, og små paniske fisk der forsøger at flygte. I så fald er den næsten stensikker. Noget jager dem, og ofte er det makreller. De små fisk angribes både ovenfra og nedefra. Dette kaldes også for mågesjov. Kan du nå dette med kastefiskeri, er din lykke næsten gjort.

Tit klemmes stimerne af småfisk helt ind mod land, og det gør nemt for makrelfiskeren. Kast lidt længere ud end det “kogende” vand, og træk indad. Så har du tæt på fisk hver gang.

Hvordan kan jeg fange makrel?

Makrelfiskeri vil typisk være enten medefiskeri eller spinnefinskeri, hvor du imiterer de småfisk som makrellen jager. Kan du komme tæt nok på makrellerne, vil du også kunne fange dem med fluesfiskeri.

Fiskegrej

Makrelfiskeri er meget let at gå til, og du behøver ikke at købe det store specialgrej, for at fiske efter makreller i havet.

Vil du kastefiske efter makreller skal du bruge en fiskestang på 8-9 fod eller lignede. Dog skal de kunne håndtere en god kastevægt, da du skal bruge blink på eks. 20-80 gram. Det skal være noget der kan kaste langt ud.

Fiskehjulet bør være str. 2500-4000, men igen, har du et på 2000, kan det også sagtens bruges.

Til fiskeriet skal du bruge en fletline, eks. i tykkelse 0,18~0,25. Det giver dig god kontakt med din agn.

Er det til pirkefiskeri fra båd, behøver du ikke kaste så lang, og kan derfor nøjes med en fiskestang på 6-7 fod, og en kastevægt på 100-150 gram. Du kan godt bruge dit almindelige fiskehjul til denne form for fiskeri, men det kan være optimalt med et multihjul.

Til flådfiskeri kan du sagtens bruge en længere stang, måske helt op i 10-12 fod, så du har plads til et langt forfang under flåddet. Til forfanget kan du med fordel bruge fluorocarbon- eller klar nylonline.

Vil du fiske med fluestang, kan du bruge en klasse 6 stang eller lignende.

Makrelfiskeri med blink

Blink er en af de klassiske agn til makrelfiskeriet. Blink simulerer små fisk, og er lige til at gå til. Blink giver desuden en række fordele i forhold til andre typer fiskeri, da du kan kaste meget langt og præcist. Dybden du fisker kan nemt varieres, så du hurtigt kan få testet dybder af. Blinkfiskeri kræver heller ikke så meget plads, da du ikke behøver så meget bagrum.

Til makrelfiskeri med blink, kan du bruge de fleste former for blink. Makrellen er ikke så kræsen. Men sølvglinsende blink kan være mere effektive, da disse ligner makrellen normale byttedyr. Størrelsesmæssigt kan du prøve dig lidt frem. Normalt er 20-30 grams blink fine til makrelfiskeriet, men det er smag og behag.

Fiskeri med blink foregår simpelt ved, at du kaster ud, og trækker blinket ind igen. Indtrænkningshastigheden kan til makrelfiskeri sagten være hurtig. Makrellen er lynhurtigt, så du kan sagten køre helt op i tempo. Du kan eventuelt eksperimentere lidt med hastigheden, og gerne kombinere med små ryk, eller korte spis top undervejs, så dit blink “hopper” lidt nede i vandet. Lidt længere bløde træk med stangen, kan på dage også være effektivt.

Med blinkfiskeri kan du nemt fiske ned gennem vandsøjlen. Makreller kan finde på at gå lidt dybere. Så det er bare med at fiske i de forskellige dybder. Prøv dig eventuelt frem med tælle metoden. Dvs. du kaster ud, tæller til 2 og trækker ind. Næste gang tæller du til 3 og gentager. Får du fisk, når du talte til 5, er det bare med at prøve igen med samme tal. Så har du måske fundet dybden de står i.

Som med meget andet fiskeri, er det bare om at eksperimentere og prøve sig lidt frem, og finde frem til det der virker på dagen.

Er makrellerne meget synlige, kan du med blink nemt fiske efter dem. Ved mågesjov skal du kaste dit blink ud over småfiskestimen, da makrellerne bl.a. angriber derfra.

Makrelfiskeri med makrelforfang

Vil du øge dine chancer for fisk, kan du overveje et makrelforfang. Et makrelforfang består af et forfang på en god meters penge, hvor på der er sat 4-6 små kroge med noget sølvglinsende materiale og/eller flash. Det simulerer små byttefisk.

For enden af makrelforfanget skal du placere noget bly, eller endnu bedre: et af dine blink eller en kastepirk. Det er nødvendigt for at du kan kaste forfanget ud, og få det ned gennem vandsøjlen. Vælger du blink/pirk for enden af forfanget, giver det en ekstra chance for fisk, da makrellerne også kan bide på denne.

Fiskeriet foregår på samme måde som med blinkfiskeriet. Kast ud og træk ind. Variér fiskedybde og hastigheden lidt, og prøv dig så ellers frem.

Bliver det for meget med de mange kroge, kan du evt. klippe et par stykker af, så der er færre at holde styr på. Oplever du “fuldt hus”, altså fisk på alle kroge på en gang, kan det lægge et vist pres på dit grej.

Makrelforfang kan købes i de fleste fiskegrejsbutikker til billige penge.

Makrelfiskeri med flåd

Flådfiskeri kan også være effektivt til fiskeri efter makrel. Det er altid sjovt, og ekstra spændende, når man kan se aktivitet omkring flåddet og når det dykker under vandet. Hvis du fisker sammen med børn, er det en oplagt fiskemetode.

Makrelfiskeri med flåd foregår ved at du monterer et flåd på din fiskeline. Mange af de mest almindelige typer flåd kan bruges, du skal dog sikre dig at du kan justere dybden på dit fiskeri.  Der kan være en fordel ved at bruge glideflåd eller bombardaflåd.

Under flåddet skal du montere et forfang på et par meters længde. For enden sætter du en trekrog eller en enkeltkrog. Trekrogen anbefales herfra, da en trekrog øger sandsynligheden for fasthængde fisk, og gør det også lettere at montere agnen.

Agnen du skal bruge skal simulere små fisk. Så strimler af sild, hornfisk eller makrel kan være gode. Sild er jo lettilgængeligt, og du kan sagtens bruge de billige nede fra din lokale købmand, Strimlerne skal være 3-4 cm lange, skåret i aflange trekantede stykker.

Fiskestykket monteres med 2 af krogene på din trekrog. Montér de 2 kroge i skindsiden i den brede ende af dit fiskestykke. Så skal det gerne ligne en lille fisk, hvor “halen” kan flagre lidt i vandet.

Har du adgang til tobis eller brisling, kan disse også monteres under flåddet. Både i død og levende form.

Så er det ellers bare at kaste ud, og så prøve dig lidt frem. Både med dybde, placering og indspinningshastighed.

Makrelfiskeri med flue

Fluefiskeri efter makrel kan være super underholdende, hvor du virkeligt kan mærke fisken.

Makrelfiskeri med flue kræver dog typisk at du kan komme ret tæt på fiskene, og derfor gøres det normalt fra båd. Men fisker du i en havn, vil du ofte sagtens kunne fluefiske også, hvis der er plads til det.

Til fiskeriet skal du bruge en synkeline og en synkende flue, gerne en tobisimitation eller anden småfiskeimitation. En lille rejeflue kan også være effektiv.

Kast din flue ud, og lad den synke lidt. Træk den derefter ind med små nyk og ryk, så den får en livlig gang i vandet. Lad den evt. synke lidt en gang i mellem. Prøv dig frem med dybden, og se om du kan lokke makrellerne til hug.

Fluefiskeri kan være lidt langsommeligt i det opsøgende arbejde med at finde makrellerne. Derfor kan du evt. starte med spinnestangen, til fiskene er fundet, og derefter skifte til fluestangen.

Opbevaring af makrel

Når du fisker makrel, skal du være opmærksom på at det er en fed fisk. Det er derfor en af de fisk, der hurtigst begynder at gå i fordærv.

Det er derfor nødvendigt at du kan køle din fangst ned. En halv dag i solen, gør ikke noget godt for din fangst. Tag derfor en køletaske med, når du tager på makreltogt. Godt med is i, så den kan holde fiskene kolde med du fisker, og transporterer dig frem og tilbage til fiskepladsen.

Undersøg fiskepladser inden turen

En af de gode ting ved sociale medier, er at folk er rigtigt gode til at sprede beskeder om eks. fiskeri. Så i stedet for at gå på jagt efter makrellerne selv, kan du også researche lidt på nettet først.

Der findes mange Facebook-grupper, hvor man kan se andres erfaringer og fiskevand, og finde steder hvor der er makrel for tiden.

Tag et kig på disse grupper:

  • Hornfisk, Makrel og Sildesæon
  • Lystfiskeri i Vestjylland
  • Makrel, Sild og Hornfiske spotteren i Danmark

Finder du frem til makreller, så vær flink at skrive i grupperne også, så du kan hjælpe dine medfiskere.

5 hurtige tips til makrelfiskeri

  • Fisk i godt vejr og med fralandsvind
  • Gå ikke ned på grejet. Medbring til både blinkfiskeri og flådfiskeri
  • Research lidt inden du tager på fisketur
  • Prøv dig frem og variér fiskeriet
  • Medbring køletaske til opbevaring

Se i øvrigt også Danmarks Sportfiskerforbunds video om makrelfiskeri, hvor du får tips og tricks til pirkefiskeri og spinnefiskeri efter makrel fra båd.

Opskrifter med makrel

Makrel kan tilberedes på mange forskellige måder. Røgning, stegning, grillning mv. Du kan finde 10 lækre opskrifter, som du kan prøve med dine nyfangede makreller her.

Knæk og bræk.